Tre sange , opus 2

Jeg knæler og rækker Hænderne frem
endskjønt jeg hører dit Nej.
Tag disse Blomster med Tak for dem
du pyntet med paa min Vej.
Jeg ser dig blusse som Roserne nu
og slaa dine Øjne ned;
kanhænde kommer du mangt ihu
af Sorg og af Kjærlighed.

Din Graad har dugget mit Sind som Regn,
dit Smil var min Sol igen,
du skabte af Verden en vakker Egn,
min Sjæl blev en Have i den.
Det blomstrer - det blomstrer i Haven nu
og dufter fra alle Bed.
O kom [ikke]1 mere din Sorg ihu,
men bare min Kærlighed!

Min gang er en torden, min næse er krum,
mit blik er som blinkende biler.
Jeg hersker i landet som mægtig drot,
det skummer en saltvandssjø mot mit slot
og støtter i stormen smiler.

Gud fri dig, prinsesse, jeg jager dig frem
fra havens de skjulteste stier!
Du flyr under latter de trapper op
og kaster dig ned med din venuskrop
og lukker dit øie og bier.

Jeg leter dig op. Du er fin og fast
og skjøn som en gudernes gave.
Du kjender og følger mit fingerpek,
du lystrer og åpner din favn til lek
— til lek i din livsens have.

Alverden går under. Vi leker os bort
mens tider og timer de iler.
Det lys over himlen er lynet blot
og bruset er sjøen som knuser vort slot.
Og støtter i stormen smiler.

Det lever i Ostindien en rov-edderkop
av skapning og av farve som en rød orchidé.
Den ligger midt i dagen for at se og at se,
med ben til alle kanter og med buken vendt op.
Den ligger der så længe og urørlig som døden.

Og sommerfuglen kjender ei den rov-edderkop,
han svirrer om den herlige, den røde orchidé
som ligger midt i dagen og hver sommerfugl kan se.
Han flyver ned på blomsten. Han flyver aldrig op.
Han fløi i favn med døden.
Så ligger orchidéen der så livløs som før.
Og nye sommerfuglefyrer søker den — og dør.
O hver gang ligger blomsten der urørlig igjen.

Min kjærest er som den.