Poeten med det lydfine Øre
kan høre, naar Græsset det gror paa Vang.
Men inde i Byens Larm og Røre
klinger der til ham en dybere Sang
                Fra Stenbroen.

Thi Stenbroen kender paa Takten,
paa Rytmen hvert Menneskesind,
hver Stemning, som striden om Magten.
Aa, der er mange forskellige Trin
                paa Stenbroen!

Der er Ungpigens Hoppen og Springen,
naar det gryr af Elskov og Vaar.
Der er Stodderens Slentren, hvem ingen
bryder sig om, hvor han gaar
                paa Stenbroen.

Filosofen, der flakker iblinde,
snart ude paa Gaden — paa Fortovet snart.
Spekulanten, der jager for alle Vinde
afsted i en hovedkuls Fart
                paa Stenbroen.

Om Morgenen lyder der tunge,
betænksomme, taktfaste Trin:
Det er Arbejderhæren, gamle og unge,
som drager fra Forstanden ind
                paa Stenbroen.

Det mørknes, og Skøgen tripper
af Flisen med svagende Svans.
Fra Brøndstrædes skumle Kipper
lister Tyven ud: Der er Sjans
              paa Stenbroen!

Der er Trin, der lyder saa trætte,
forpinte, som gik de til Bod.
Ak, hvor er de sorgløse lette,
der trædes med frejdig Fod
                paa Stenbroen!

Poeten gaar i den myldrende Gade
og knytter sin Haand i sørgmodig Trods:
Aa, — stod jeg paa en Barrikade!
For frejdige Fodtrin skulde jeg slaas
                paa Stenbroen!