Hvor Oberon lever, hin Hjerterigets Drot,
   Og Titania, Synernes Dronning,
Jeg mødtes paa Morganas vidunderlige Slot
   Med Arthur, hin herlige Konning.
   
Vi Daadskraften øved; vi red i mægtig Dyst.
   Hver Dag vandt vi Hæder og Kranse.
Hver Nat der klinged Harper i Lunden med stor Lyst;
   Da saa vi paa Alfernes Danse.
 
Og Dagene bortsvang sig med Øjeblikkets Flugt,
   Og Nætternes Fryd havde Vinger.
Den hele Verden ejer dog intet Liv saa smukt;
   Men brat som en Sang det bortklinger,
 
Aarhundreder bortfløj; jeg mærked ej dertil;
   Da stod jeg en Kvæld ved en Kilde.
Jeg lytted til Vovernes underlige Spil:
   De hvisked saa venlige milde.
 
Jeg bøjed mit Hoved; jeg aned dog et Savn;
   -- End bar jeg Forglemmelsens Krone:
Jeg husked end ikke mit gamle danske Navn --
   Sært rørte mig Bølgernes Tone.
 
Det var mig, som de hvisked om, hvad jeg havde glemt.
   Min Guldkrans var trillet i Voven --
Brat vaagned hvert Minde, som var i Sjælen gemt,
   Om Danmark og Issefjordsskoven.
 
Jeg mindedes Carolus og Ridderskabets Flor,
   Og alle de kære, som døde;
Jeg husked paa mit Navn, og min Længsel blev stor --
   Da klang det, som Vindharper løde.
 
Jeg hørte Morgana; men ej jeg hende saa --
   Mig favned usynlige Arme:
"Nu Timen er kommen -- tilbage skal du gaa,
   Hvor Folkenes Livsbølger larme.
 
"Paa ny skal du vandre til mægtig Idræt hen:
   Dit Folk skal genkende din Stemme.
Men glemmer det dig atter -- jeg favner dig igen;
   Hvor Aanden har Liv, har du hjemme."
 
Forsvundet var Slottet -- som Skyer for det hen --
   Og Skibet sig vugged paa Sandet.
Ud skød jeg min Snække; jeg sejled bort igen --
   Jeg sejled mod Fædrenelandet.