De Bølger rulle så tungt afsted,
Liden Kirsten stander ved Havets Bred.
Hun stirrer så dybt i Bølgen blå,
For at see hvad aldrig hun forhen så
Alt i de kølige Bølger.

Ak var det dog sandt hvad min Fader har sagt!
Der lever i Havet en ukjendt Magt.
De bygge og boe i den dybe Grund,
De leve så trygt på Havets Bund
Alt i de kølige Bølger.

Og om den Havmand så Meget ved,
Så kjender han også til Kjærlighed;
Da har han sagtens elsket engang,
Og stiller sin Længsel ved Harpens Klang
Alt i de kølige Bølger.

Du Havmand! Vær mig da god og huld,
Jeg bliver, jeg bliver så længselsfuld;
Mit Hjerte føler en ukjendt Ild,
Den brænder så stærkt, jeg slukke den vil
Alt i de kølige Bølger.

Liden Kirsten synker på Havets Bund,
Men Havmanden kysser den Rosenmund;
Han åbner hende sin våde Favn,
Hun nævner sagte sin Frelsers Navn
Alt i de kølige Bølger.