Smaae Violer! o hvor sødt
Mellem Græsset, ungt og blødt,
Frem I blaane.
Solen varmer Eders Luft,
Veemod suger Eders Duft
Af den blege Maane.
 
Tæt I ved hverandre staae,
Rødmen i det stærke Blaa
Sødt henviger.
Herligt i den unge Lund
Spetter I den grønne Bund;
Vinker Egnens Piger.
 
O men kold er spæde Vaar!
Sammenklynget tæt I staaer.
Hvor I skielve!
Magtesløs, paa kolde Muld,
Vil sig Urten medynkfuld
Luunt om Eder hvælve.
 
Smaae Violer! Ney, o Ney!
Grumme Storm skal længer ey
Jer nedtynge.
Her I ey skal staae forladt;
Venligt om min Emmas Hat
Vil jeg Eder slynge.
 
Om den lysegule Bund
I en yndig Krands saa rund,
Eder bøye.
O hvor vil det svage Skin
Hæve hendes Purpurkind
Og det sorte Øye!