Vi grave dybt i sorten Muld, 
Vi Jordens Hjerte saare; 
Det er det klare, lyse Guld, 
Som flyder i hans Aare; 

Vor Jord den er en gammel Mand, 
Og meget maa han trælle, 
Skjøndt stum, dog mangen Hugger han 
Mon sære Sagn fortælle. 

Saa dybt, hvor Klippens Fødder staaer, 
Man hører Vandet trille. 
Der vander nu den mørke Gaard 
Den evigt kolde Kilde; 

Den klinger som et Orgelspil, 
Og aldrig Stemme skifter, -- 
Naar Piberne man lytter til. 
Da er det Klippens Rifter. 

Vel ingen munter Sol vi har 
Her i vor travle Kube; 
Fra Schachten straaler Faklen klar 
Ned i den dunkle Grube; 

Der skuer man det frosne Glar, 
I Mulmet ud sig strækker, 
Hvor ingen Fisk sig svunget har, 
Hvor ingen Frøer qvækker. 

Langt inde i den graae Granit 
Der boer den gamle Drage, 
Vi Bjergmænd høre hende tidt 
At klynke huult og klage; 

Vel tusind Aar hun ruge maa 
Paa Flintens skarpe Kanter; 
Thi ud af Flinten kan hun faae 
De klare Diamanter. 

Vi kjende Herrens høie Magt 
Udi vor travle Hule, 
For ham, hvem alt er underlagt, 
Man kan sig aldrig skjule; 

Ham see vi her saa godt, som I, 
Der hist har lyse Dage, 
Kun ham alene frygte vi, 
Og see os ei tilbage!