Mit Skib pløier Havet, og Bølgen gaar hvid,
og Skyerne hastige skride;
men endnu er det Solveir og Midsommerstid,
og endnu har jeg Børen den blide.
I Medgangsstrøm, i staaende Vind
kan Roret føres med Lyst og med Lempe;
ak, kunde jeg og paa Bølgerne dæmpe
mit speidende Blik og mit higende Sind!

Hvad lover os Himlen med Skybanken hist,
hvis Kanter i Solskinnet funkle?
Til Tvivlen og Frygten den siger kun forvist,
at Lyset staar ved Magt bag det Dunkle.
Som Havets Fugl, der aldrig har Ro,
saa svæver paa Dybet Forhaabningens Tanke;
som Bølgeslag skifter om Seilerens Planke,
saa vexler mit Hjerte med Mistvivl og Tro.

Jeg kjender en Strand saa fredelig og grøn,
hvor Bækken i Løvskjulet spiller,
hvor Søgangen kastes med det sagteste Drøn,
og døves fast af Sangfuglens Triller.
Der sad jeg tidt med Fryd i min Vaar,
og talte de glimtende Seil i det Fjerne;
did ser jeg tilbage og hastede gjerne
til Stranden fra Dybet, hvor Havbølgen gaar.

Men fremad nu til den ubekjendte Kyst
skal Farten og Tankerne stande,
og pinlige Timer og mangen farlig Dyst
vil komme paa de vældige Vande.
Et modigt Sind paa det skummende Blaa,
i Brændingens Gny og hvor Lynene gløde,
kan være fortabt i det vindstille Øde,
naar Døningen skvulper og Seilene slaae.

Og derfor paa Dybet i føieligt Veir
til Himlen mine Sukke jeg sender,
at over al sin Uro min Sjel maa vinde Seir
og løftes af den Eviges Hænder.
Det klarnede Blik, den freidige Hu
skal gives mig da paa de langsomme Vagter,
og ingen af Rummets forfærdende Magter
skal fylde mit Indre med Tvivl eller Gru.

Ja, det er en Fart saa kvægende og skjøn,
med himmelske Syner i Følge,
naar Hjertet kan hvile hos Menneskets Søn,
der slumred paa den oprørte Bølge,
naar Sjelen har lært i Kjerligheds Favn
langt mer end vort Haab og vor Længsel kan drømme,
og tør gjennem Storme og stridige Strømme
henskride med Lyst mod den rolige Havn.