Jeg driver iaften og tænker og strider,
jeg synes jeg er som en kantret båt,
og alt hvad jeg jamrer og alt hvad jeg lider
det ender vel gjærne med gråt.
  Men hvi skal jeg være så hårdt beklemt?
  Om hundrede år er alting glemt.

Da hopper jeg heller og synger en vise
og holder mit liv for en skjøn roman.
Jeg æter ved Gud som en fuldvoksen rise
og drikker som bare fan.
  Men hvi skal jeg fare med al den skjæmt?
  Om hundrede år er alting glemt.

Så stanser jeg virkelig heller striden
og ganger tilsjøs med min pinte sjæl.
Der finder nok verden mig engang siden
så bitterlig druknet ihjæl.
  Men hvi skal jeg ende så altfor slemt?
  Om hundrede år er alting glemt.

Å nei, det er bedre at rusle og leve
og skrive en bok til hver kommende jul
og stige tilslut til en versets greve
og dø som en romanens mogul.
  Da er det nu dette som gjør mig forstemt:
  Om hundrede år er alting glemt.