I Fyrstesalen paa Wartburg
sad høit under Silketjæld
den vældige Barbarossa
en dæmrende Sommerkveld.
Af Fad og Tønde Klaretten sprang,
og Hallen drønned af Sang og Klang,
og Hornene lød saa vide
udover den lyse Vang.

Da blev det med ét saa stille,
saa tyst i den store Sal.
Høit løfted den gamle Keiser
den skinnende Guldpokal:
"Dit Wartburg glæder forsandt min Sjæl,
Pokalen løfter jeg, fuld og hel,
og drikker den ud, Hr. Greve,
for Thüringens Kronjuvel !

Dog, før jeg tilbunds den stikker,
Hr. Svoger, du svare mig:
Hvi værner du dog saa ilde
om Borgen, du reiste dig?
Med Ædelstenens klare Skin
saa lyser Wartburg fra løvklædt Tind;
men Muren ! - hvor har du Muren,
som fatter Juvelen ind ?" -

Og det var den stolte Greve,
da svor han en Ed saa dyr:
"Det over jeg, høie Herre,
imorgen, før Dagen gryr,
før Nattergalen fra Lindegren
lar Sangen hvirvle sig, lys og ren,
skal Murene færdig stande
om Thüringens Ædelsten !" -

Da Solen i Østerlide
forgyldte hver Tind og Top,
da vaagned den gamle Keiser
og lukked et Vindu op
og saa udover i Morgenglød,
mens Fuglesangen i Lunde lød,
og studsed og for tilbage
og hvisked: "Guds dyre Død !"

Thi dybt under Taarn og Tinde,
paa Klipperne nær og fjern
der drog sig i lange Linier
en skinnende Mur af Jern.
Og Skjold ved Kjolde og Spær ved Spær, -
en Skog af trodsige Lansetrær,
en blinkende Vold af Brynjer -
stod Tübringens tapre Hær.

Da smilte den gamle Keiser
og hilste med Haand og Mund:
"Tillykke ! tillykke, Svoger !
Godt muret i Nattens Stund
Gud gi Jer altid en Mur som den
af tapre Svende med Sværd ved Lænd !
Gud give, det stolte Wartburg
aldig maa savne - Mænd!" -