Og Blomsterne dufter og dufter dog ikke,
og Sommeren bruser og bruser dog ikke, --
det dufter, det skinner,
og Svalerne jager med Solguld på Vingerne
ind i vore Minder.

Vore Minder, vore Minder,
de lister som Drømme om Sommerkvældene,
ruller mig med sig som Sneskred fra Fjeldene,
svimler mig ind i en sanseløs Lykke.
Jeg kan ikke sove, jeg kan ikke sove,
skjønt søvngjængeraktig jeg raver i Taagen,
drukken av hende og dog ikke vaagen.

Jeg lytter til Bækken og hører den ikke,
smiler til Blomsterne, sanser dem ikke,
stanser fortryllet og ved det slet ikke,
og sanser dog alt, hver Blomst og hvert Straa,
Dagen den lyse og Himlen den Blaa,
hvælvet af Solstraaler over min Lykke.

Og du smiler, du deilige, deilige!