Vel prises din glade søster 
med solblomsten på sin hat, — 
jeg elsker kun dig, du stille, 
du blege, tungsindige nat.

Du er som en fager kvinde, 
der, af sin elsker forladt, 
i sørgesløret sig hyller, 
du mørke, deilige nat!

Jeg ser i dit stjerneøie, 
der blinker fra himlens borg, 
og finder igen min egen, 
min dybe, deilige sorg.

Jeg lægger mig ind til dit hjerte 
og hører det stille slå, 
og mindes de evigheder, 
som fra dig og til dig gå.

Din taushed er som et kærtegn, 
der stryger min blege kind. 
Du køler med dugg min pande 
og sænker drøm i mit sind.

Du synger for mig en vise 
med vemodsbævende klang… 
Slig kan ikke dagen synge, 
skønt dagen er rig og lang.

Den vise er sælsomt blandet 
af midnattens kval og lyst, 
med suk fra de lidendes leie, 
med hvisken ved brudens bryst.

Dig døden hvisker i øret 
mangt ord, mens den går forbi… 
Du nikker blidt, og du lytter 
til sfærernes harmoni.

Men al din hellige taushed 
og stjernernes fjerne bud 
bringer mit hjerte at skælve 
som talte det tyst med gud.