I det grønblege, svindene måneskjær
under dødsstive lindetrærs knoklede arme
vandrer han ene og synger langsomt
en sørgelig salme

På hårdfrosne veie
i stille nætter
lyder der klapren af benrangelfødder. -
Der går han og fryser, så røsten skjælver,
og svøber sig tæt i sin liglagens-kappe,
med hovedet ned mellem skuldrene ludet
og ljåen indunder armen trykket.
Den slæber bortefter,
og klinger stålskarpt mod veiens stene
ud i den stille, lyttende luft.

Månen står liden, langt nede i vest,
frossen og bleg.
Ser så sørgmodig ud i den store,
kuldestivnede nat.
Ser bare ham, der vandrer alene
fra slot til hytte
ad øde veie.