Sanger , opus 13

I de forunderlig blonde nætter
jeg gaar alene, men med dig jeg taler.
Rundt om mig vaaren blomstersnehvid blunder,
et springvand plasker lydt. En hane galer.
Jeg gaar alene, men med dig jeg taler,
som jeg har talt med dig saa mange gange.
Har du det ondt, min ven?
Var du bedrøvet i disse svundne aar, de lange lange!
Jeg stanser brat. Jeg fryser nedad ryggen
og stirrer ræd omkring de stille sletter.
Aa Gud! Det er, som jeg hører dig græde
i de forunderlig blonde nætter.

Gravene ligger i maaneskin,
kosrene suser i nattevind,
      klokken i taarnet slaar tolv.
      
-- Da svæver henover gravens straa
to lysende skygger, saa tyste og smaa,
      to hvide, flygtende sjæle.
      
De svæver stille mod kirken bort,
og der, dens skygge er dyb og sort,
      glider til ét de sammen.
      
Gravene ligger i maaneskin,
korsene suser i nattevind,
      taarnurets viser kun lever.

I det grønblege, svindene måneskjær
under dødsstive lindetrærs knoklede arme
vandrer han ene og synger langsomt
en sørgelig salme

På hårdfrosne veie
i stille nætter
lyder der klapren af benrangelfødder. -
Der går han og fryser, så røsten skjælver,
og svøber sig tæt i sin liglagens-kappe,
med hovedet ned mellem skuldrene ludet
og ljåen indunder armen trykket.
Den slæber bortefter,
og klinger stålskarpt mod veiens stene
ud i den stille, lyttende luft.

Månen står liden, langt nede i vest,
frossen og bleg.
Ser så sørgmodig ud i den store,
kuldestivnede nat.
Ser bare ham, der vandrer alene
fra slot til hytte
ad øde veie.

Det var en deilig hane, en hane i en gård. 
Han sad høit på et gjærde og sol i skjønnen vår.
Thi monne alle de små høner klukke.
 
Hans dragt var silkevirket, hans sporer var af gul 
dog hundrede små høner de var ham tro og huld
Thi monne alle de små høner klukke.
 
Da kom den sorte tater alt med sin grumme kniv, 
han drab den skjønne  hane og tok dens unge liv.
Thi monne alle de små høner sukke.
 
Han stak den på en stage og stjal dens fjere blå. 
Småtuppen hang med nebbet og kunde det ei forstå.
Thi monne alle de små høner sukke.
it på et gjærde og sol i skjønnen vår.
Thi monne alle de små høner klukke.
 
Hans dragt var silkevirket, hans sporer var af gul 
dog hundrede små høner de var ham tro og huld
Thi monne alle de små høner klukke.
 
Da kom den sorte tater alt med sin grumme kniv, 
han drab den skjønne  hane og tok dens unge liv.
Thi monne alle de små høner sukke.
 
Han stak den på en stage og stjal dens fjere blå. 
Småtuppen hang med nebbet og kunde det ei forstå.
Thi monne alle de små høner sukke.