Lykkelige Lysets Børn,
Der i Vaar og Høst og Sommer,
Fletter Eders Blomstertæppe,
Gyldensmykket, regnbufarvet,
Dugbesprængt og solbestraalet,
Over den forløste Jord.

Men naar Mørket vinder Seier,
Slumrer I bag Sneens Lagen,
Frygter ei for Vinterstormen,
Drømmer end om Lys og Sommer,
Til et Blink af Solens Øie,
Til et Pust af Vaarens Aande,
Til et Chor af hundred Fugle
Kalder Jer igjen til Livet
I fornyet Ungdomsglands.

Da I vaagner, da I kommer,
Spire, svulme, mylre frem,
Fletter atter Eders Tæppe,
Guult og rødt og hvidt og blaat,
Dugbesprængt og purpurfarvet,
Blandet med det friske Grønne,
Gyldensmykket, solbestraalet,
Medens Gjøg og Lærke synger.

Saadan i en evig Vexel,
Medens Tiden gaaer og svinder,
Glider I paa Drømmens Vande
Gjennem Nat og lyse Dage,
Gjennem Regn og Storm og Vinter,
Gjennem Høst og Vaar og Sommer,
Fra Forvandling til Forvandling,
Uberørt af Synd og Smerte,
Ubekjendt med Dødens Rædsel,
Ængstes ei af Frygt og Anger,
Kjende kun til Livets Glands.


Saadan glider ogsaa hisset
De forløste Aander,
Saligt drømmende,
Uden Angst og Sorg,
Med Udødelighedens Glands i Øie
Gjennem ubekjendte Verdner
I tusinde Forvandlinger,

Hvoraf hver kun er et Larveslør
For et nyt og høiere Liv,
Indtil omsider den høieste Livsblomst
I uforgængelig Glands,
Hilset af Evighedens Fugle,
Udfolder sig ved Veiens Ende.

Men I staae som Billeder,
Hellige Hieroglyfer,
Solbeskinnede,
Og dog dunkle,
Ved Veiens Begyndelse
I Støvets Land;
Lykkelig den, der forstaaer at tyde
Jer tause Billedskrift.