En myrte-krans er skøn at se,
når den står frisk i uskylds sne
med duft af kærlighed og våd
af glædens klare gråd;
når moders blik er sol derpå,
og luften let og højtids-blå
      derover går
      og liflig spår
om lang og kraftig dag.

 Hver den, som selv sad rød og varm
med kransen på og gråd i barm,
hun ser på dig med bøn til Gud,
du bly, du vakre brud.
Du ved det ej, du er så ung,
hvor den kan blive rig og tung;
      ti livets frugt
      med sygt og smukt
skal modnes bag dens blad.

 Men bliver den for tung iblant,
så støt dig tro til ham, du vant;
ti han går fast, skønt han går tyst,
og du, - du er hans lyst!
Græd ej, skønt langt fra hjem du fór:
han blir dig både far og mor!
      Husk, i din krans
      hvert blad er hans, -
hans tanker for dit vel!