Nu skal det åbenbares,
at gammel kærlighed
i hver en skærsild klares
og er for rust i fred. 
For levende og døde
kan daners hjerter bløde,
men isne kan de ej! 

End lever kærligheden,
som aldrig skal forgå,
men klare sig herneden
til livet at forstå,
til klart ham at begribe,
der evig er i live,
som kærligheden selv. 

Så er da ikke brustet
"fuldkommenhedens bånd",
vor kæde er ej rustet,
den bryder ingen hånd,
men af hvert led udspringer
en blomst med fuglevinger
til gyldenårets krans. 

Ja, kæden af kærminder
man sagtens prise tør:
jo stærkere den binder,
des friere den gør,
jo længer den mon vare,
des mindre står den fare,
des gyldnere den bli'r. 

Man længe nok må sige,
at kærlighed er blind,
det bli'r dog lysets rige,
hvor ret den strømmer ind. 
Og han har aldrig levet,
som klog på det er blevet,
han først ej havde kær. 

Fra arildstid her inde
vi elsked "liv og fred",
og hos vor dannekvinde
vi elsked kærlighed,
så, er den livets gåde,
den sikkert bedst vil råde
fuldvoksne dannemænd. 

Et lys sig da udbreder,
som trindt i mark og skov
om liv og sandhed freder,
forklarer friheds lov,
som idræt, ord og tanker
kun holder så i skranker,
at frihed kan bestå! 

Da skal man freden fatte
som livets sommervejr. 
Da skal man kæmpen skatte,
som drog for den sit sværd,
ej alt i fred-lér forme,
men vælge livets storme
for gravens stille ro. 

Da skal man forskel kende
på solskin og på lyn,
skønt begge de kan brænde
og skabe klare syn,
thi, som fornuften giver,
det ene lys opliver,
det andet slår ihjel!