Fire Folkelige Melodier for Sang og Klaver

Song Cycle by Carl Nielsen (1865 - 1931)

Word count: 814

1. Lær mig Nattens Stjerne  [sung text not yet checked]

Lær mig, nattens stjerne,
at lyde fast og gerne!
ej at vige fra den vej,
himlens Gud tilmålte mig!
Lær mig, nattens stjerne!

Lær mig, markens blommer,
at bie på min sommer,
midt i verdens dybe ve
at spire under vintersne.
Lær mig, markens blommer!

Lær mig, golde hede,
du brune lærkerede,
nøjet med en fattig høst,
at huse sangen ved mit bryst!
Lær mig, golde hede! 

Havets bølgehære,
lær mig mit åg at bære,
og som I, når sol går ned, 
at spejle lidt af himmlens fred!
Læer mig, havets bølge!

Læer mig, grønne lunde,
at skygge, om jeg kune,
hver som kommer mig forbi,
ven og fjende, på min sti!
Læer mig, grønne lunde!

Sol i aftensvale,
lær mig den kunst at dale!
Kun mod nattens dyb at gå,
for nyfødt atter at opstå!
Lær mig, sol, at dale!

Authorship

See other settings of this text.

Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]

2. Sangen har Lysning [sung text not yet checked]

 Sangen har lysning, og derfor den gyder
over dit arbejd forklarelsens skin;
sangen har varme, og derfor den bryder
stivhed og frost, så det tø'r i dit sinn.
Sangen har evighed, derfor den skyder
fortid og fræmtid i hob for dit syn,
tænder uendelig attrå og flyder
bort i et lys-hav af længsler og lyn.

 Sangen forener, idet den fortoner
mislyd og tvil på sin strålende gang;
sangen forener, idet den forsoner
kamp-lystne kræfter i samstemmig trang:
trangen til skønhed, til dåd, til det rene!
- Nogle kan gå på dens lys-lange bro
højere, højere, fræm til det ene,
som ikke åbnes for annet æn tro.

 Fortidens længsler i fortidens sange
kaster vemodigt en aften-rød glans;
samtidens længsler i toner vi fange
in for en eftertids sjæl-fulle sans.
Slægternes ungdom i sangen har møde,
tumler sin stund i de tonende ord;
- fler æn vi aner, ja, ånder af døde
vugges i kvæld i vort festlige kor.

Authorship

Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]

3. Hvad synger du om?  [sung text not yet checked]

Hvad synger du om
saa højt i det Blaa?
hvem gjælder din Vise?
vil Sneen du prise
og visne Straa?
har Solen dig kaldet?
den skinner saa kold,
og Skoven er skallet
og Marken gold.

»Jeg stiger saa højt
»jeg skuer saa vidt,
»jeg ser, at den kommer,
»den liflige Sommer
»med snare Skridt.
»Alt hører jeg vaagne
»den rislende Bæk,
»det døde og dovne
»da flyr med Skræk. 

»Jeg skuer saa langt,
»jeg synger saa frit
»om Taagen, der lettes,
»om Engen, der spættes
»med rødt og hvidt,
»om Snekken, der danser,
»om Sæden, der gror,
»om Glæden, der kranser
»den danske Jord.«

Hvad drømmer du om
saa højt i det Blaa?
Mon Glæden kan trives,
hvor Ørnene rives
om Fugle smaa?
kan Marken os trøste
og bugnende Træ'r,
naar Fjenden skal høste
det Guld, de bær?

»Jeg stiger saa højt,
»jeg skuer saa vidt,
»bag Taagen der omme
»jeg øjner det komme
»med snare Skridt;
»alt hører jeg vaagne,
»hvad slumred saa fast,
»det døde og dovne
»da flyr i Hast.

»Jeg stiger saa højt,
»jeg skuer med Lyst,
»at Fædrenes Minde
»sit Tempel skal finde
	

»i Barnets Bryst,
»at Sagnet i Hytte
»faar Vinger igjen,
»og Drenge, der lytte,
»gaar ud som Mænd.

»Jeg skuer saa langt,
»jeg synger saa fro
»om Vælden, der glipper,
»om Duen, der slipper
»af Ørnens Klo,
»om Freden, der kommer
»med Stordaad og Sang,
»om Sol og Skjærsommer
»i Danevang.«

Authorship

Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]

4. Nu skal det åbenbares  [sung text not yet checked]

Nu skal det åbenbares,
at gammel kærlighed
i hver en skærsild klares
og er for rust i fred. 
For levende og døde
kan daners hjerter bløde,
men isne kan de ej! 

End lever kærligheden,
som aldrig skal forgå,
men klare sig herneden
til livet at forstå,
til klart ham at begribe,
der evig er i live,
som kærligheden selv. 

Så er da ikke brustet
"fuldkommenhedens bånd",
vor kæde er ej rustet,
den bryder ingen hånd,
men af hvert led udspringer
en blomst med fuglevinger
til gyldenårets krans. 

Ja, kæden af kærminder
man sagtens prise tør:
jo stærkere den binder,
des friere den gør,
jo længer den mon vare,
des mindre står den fare,
des gyldnere den bli'r. 

Man længe nok må sige,
at kærlighed er blind,
det bli'r dog lysets rige,
hvor ret den strømmer ind. 
Og han har aldrig levet,
som klog på det er blevet,
han først ej havde kær. 

Fra arildstid her inde
vi elsked "liv og fred",
og hos vor dannekvinde
vi elsked kærlighed,
så, er den livets gåde,
den sikkert bedst vil råde
fuldvoksne dannemænd. 

Et lys sig da udbreder,
som trindt i mark og skov
om liv og sandhed freder,
forklarer friheds lov,
som idræt, ord og tanker
kun holder så i skranker,
at frihed kan bestå! 

Da skal man freden fatte
som livets sommervejr. 
Da skal man kæmpen skatte,
som drog for den sit sværd,
ej alt i fred-lér forme,
men vælge livets storme
for gravens stille ro. 

Da skal man forskel kende
på solskin og på lyn,
skønt begge de kan brænde
og skabe klare syn,
thi, som fornuften giver,
det ene lys opliver,
det andet slår ihjel!

Authorship

See other settings of this text.

Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]