Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje himmelsale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale!

Vel mødt under sky på kirkesti,
på sne ved midnatstide!
Udbære vor jul ej nænner I,
derpå tør nok vi lide;
o, ganger dog ej vor dør forbi!
os volder ej den kvide!

Vor hytte er lav og så vor dør,
kun armod er derinde,
men gæstet I har en hytte før,
det drages vi til minde.
Er kruset af ler, og kagen tør,
deri sig engle finde!

Med venlige øjne himmelblå
i vugger og i senge,
vi puslinger har i hver en vrå,
som blomster gro i enge;
o, synger for dem, som lærker slå,
som hørt de har ej længe!

Så drømme de sødt om Betlehem,
og er det end forblommet,
de drømme dog sandt om barnets hjem,
som lå i krybberummet-
de drømme, de lege jul med dem,
hvis sang de har fornummet.

Da vågne de mildt i morgengry
og tælle mer ej timer;
da høre vi julesang på ny,
som sig med hjertet rimer,
da klinger det sødt i højen sky,
når juleklokken kimer.

Da vandre Guds engle op og ned
på salmens tonestige;
da byder vor Herre selv Guds fred
til dem, den efterhige,
da åbner sig Himlens borgeled,
da kommer ret Guds rige!

O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal, som en barnemoders ve,
vor smerte sødt bortvugges!
Vor Fader i Himlen! lad det ske!
lad julesorgen slukkes.