Jeg knuser dine Øjne,
jeg splintrer dit Blik som Glas,
jeg styrter i Støvet din Skønheds
knejsende Fepalads.

Der raser i mit Hjerte
Megærens brusende Brand,
jeg flammer efter at flænge
dig under min skarpe Tand.

Der gnistrer i mit Øje
Furiens evige Ild,
den voldsomt skummende Skønhed,
der gør som en Gud mig vild.

Min Følelse er som en Stormflod,
naar Havet stiger paa Land,
-- men din er tæmmet som Bækken,
der aldrig gaar over Rand.

Jeg elsker de stærke Orkaner,
der rense min inderste Grund,
men hader de lunkne Vinde,
der leger med Løvet i Lund.

Jeg hader din kælne Leflen,
din Mangel paa flyvende Tro,
dit blodløse Tiggerhjerte,
der helst vil være i Ro.

Hvad hjælper harmonisk Skønhed,
hvor al Ting er paa sin Plads?
-- Jeg knuser dine Øjne
og splintrer dit Blik som Glas.