Vi elsker vort blomstrende Fædreland,
dets Bøge og Bakker og Bølger,
vi ender vor Gang ved en havblaa Strand,
hvad Vej eller Sti vi end følger;
og ingen skal søge forgæves Ly,
og ingen skal vejvild vandre,
der er ikke længer' fra By til By,
end Klokker kan høre hverandre.
Det Land, det har fostret vort venlige Sind
og smilet os Freden i Hjerterne ind,
det er Danmark!

Da Riger blev til for i Kamp at dø
og segne, i Mørket begravet,
da slumrede fjernt paa den blanke Sø
vort Danmark, beskærmet af Havet.
Det vaagned og kendte, at Hjerter slog
i Længsel ved tusind Strande -
og ud over Bølgerne Daner drog
og kæmped om Riger og Lande.
De hersked i Vælde - og hersked de kort,
det Land, som bestandig blev deres og vort,
det er Danmark!

Det Land har de elsketn - som viengang,
det kan vore Sjæle fornemme;
naar ikke vi lyter til Fuglesang,
saa hører vi Bølgernes Stemme;
og Bølgerne nynner vor Længsel frem,
mens Fugle i Mark og Skove 
forkynder at her er vort Hjertes Hjem,
hvor Fædre i Højene sove.
Det Land, der skal eje vor Daad og vort Navn
og tage os selv i sin kærlige Favn,
det er Danmark!