Der er et land saa kosteligt
alt under nørrelide,
kun ét, jeg véd, er landet sligt
paa verdens vesterside,
det sært i nord er tunget ud,
og til en tunge fin af Gud
det er vist og beskaaret.

Det er slet ingen abildgaard
og ingen blommehave:
det lysner mest kun lidt i vaar,
og buskene er lave,
og lyngen løber langs ad land
med ormeflok og flyvesand,
og bøgen staar i stampe.

Men langs med heden bække smaa
sig klare, vævre vinde,
de mødes tit til mægtig aa,
og tit i sø de rinde,
der lege flink de fiske smaa,
og møllehjul i dammen gaa
og varme haarde stene.

Og rugen gror paa heden, ren
for klinte og for hejre,
og vorder mel paa møllesten,
hvordan det end mon vejre,
og vorder hvidt og dagligt brød,
og raad der er mod vinternød,
mens lyngen gror paa heden.

Naar hveden fin i blommeland
for klinten gaar til grunde,
og naar for vind og savetand
nedsynke markens lunde,
end rugen gror, og møllen gaar,
og heden varmer aar paa aar,
og lyse-klynen blinker.

Det er slet intet fugleland
til højt i kor at sjunge,
den nattergal paa nøgne sand
slaar trillerne saa tunge,
og lundene er kun saa faa,
og buskene er kun saa smaa,
og bøgen staar i stampe.

Dog pippe hel vemodelig
de hjejler smaa og spage,
og klukkende opløfte sig
de agerhøns saa fage,
ja, stundom og en urkok gol
i dagningen mod gylden-sol
alt paa den brune hede.

Og aldrig har jeg hørt det før,
og heller aldrig siden,
hvor mindelig for ladedør
kan kvidre finke liden,
naar jydesvenden, som jeg saa,
et lille korn til fugle smaa
om vinterdag udskifter.

Og aldrig slig en tone sød
jeg hørte over vange
som den, der over heden lød
i lærkens morgensange.
Den slog saa sødt og fløj saa let,
som om med rugen den kun ret
paa heden havde hjemme.

Og naar da lundens fuglekor
har sommeren udsjunget,
naar stormen over kolde jord
har stemmen undertvunget,
da toner end en liflig klang,
da klinger højt en svanesang
alt over brune hede.