Hør hvor let dens vinger smækker
mod den tunge kløverdusk,
mens den som en skyttel lægger
farten gennem røg og rusk.

Ville du kun tit mig lede,
som i hine fjerne år,
på min barndoms tunge hede
til min faders lave gård.

Å, når du på blæsten vendte
og mig i mit ansigt så,
var det næsten som du kendte
barnesindets sorger små.

Ja, det var, som om du tøved'
et sekund og fritted' mig:
Hvi er lille bror bedrøvet,
hvorfor ikke glad som jeg?

Men når du så gården stige
bag om kålgård-popler frem,
svandt du langs det lange dige,
for at følge andre hjem.

Når engang mit blik skal briste,
og min ånd skal flagre frit,
ban du vejen for min kiste
med dit elskede kvivit.