Ach min rose visner bort,
Bliver baade bleeg og sort!
Ach mit blomster stood,
Før som melk og blood
Falmer nu fra top til rood.

Saae man før en Herres bruud
See saa ufornøyet ud?
Slet bestilt, at man
Ikke bedre kand
Skiønne paa sin ædle stand.
 
Estu bleven barn igien?
Har du glemt din siele-ven?
Veedstu ey mit ord?
Veedstu hvad du troer?
Og hvad du i daaben soer?
 
Læs engang det første bud:
Jeg er Herren, jeg din Gud,
Lad det der ved staae,
At jeg sørge maae,
Din sorg intet kand forslaae.
 
Har du og din troe forgiet?
Hvo har skabt dig? veedstu det
Den dig skabte veed
Vidre nok beskeed,
Sørg du ey, men troe og beed.
 
Har Gud noget havt saa rart,
Som for dig er bleven spart?
Har du glemt min død,
Og det blod, som flød
Af mig i min bittre nød.
 
Aanden gav jeg dig til pant,
At du gandske vist og sandt
Himlen selv skal naae,
Tvivler du da paa,
Dine smuler her at faae?
 
Læs engang dit fader vor,
Fader! kiend ham og derfor;
Derpaa det beroer
Alt, at du kun troer
Dette søde faders ord.
 
Ach! hvad ære, fryd og haab
Havde du vel af din daab
Vidste du beskeed
Om din herlighed
Efter daabens pagt og eed.
 
Faaer du ved Guds alter-fod
Jesu legem, Jesu blod,
Den er steen og stok
I Guds kirke-flok,
Som ey deri finder nok.
 
Op med dit beklemte sind,
Kiig kun i Guds himle ind
Hør Guds englers sang!
See hans helgens rang,
Der skal du og staae engang.
 
Zion hele sagen er,
Verden, verden du begier
Hendes skiulte glød
Gnistrer i dit kiød,
Brænd dig ey, det er din død.
 
Verden, verden af dit sind,
Luk din Jesum ene ind
Favn mig i din troe,
Lad mig i dig boe,
Saa faaer sielen nok sin roe.