"Ak, min Rose visner bort,
bliver baade bleg og sort!
Ak, mit Blomster stod
før som Mælk og Blod,
falmer nu fra Top til Rod!"

Saa' man før en Herres Brud
se saa ufornøjet ud?
Slet bestilt, at man
ikke bedre kan
skønne paa sin ædle Stand.

Læs en Gang det første Bud:
"Jeg er Herren, jeg din Gud!"
Lad det derved staa,
at jeg sørge maa,
din Sorg intet kan forslaa.

Har du da din Tro forgæ't?
Hvem har skabt dig, véd du det?
Han, din Skaber véd
ogsaa bedst Besked,
sørg du ej, men tro og bed!

Jesu Blod for dig udrandt,
og hans Aand du fik til Pant,
Himlen skal du naa,
tvivler du da paa,
dine Smuler her at faa?

Læs en Gang dit Fadervor!
"Fader", kend ham og derfor!
Derpaa alt beror,
at du ikkun tror
dette aller første Ord.

Ak, hvad Ære, Fryd og Haab
havde du vel af din Daab,
vidste du Besked
om den Herlighed,
dig i Pagten er bered?

Faar du ved Guds Alterfod
Jesu Legem, Jesu Blod,
den er Sten og Stok
i Guds Kirkeflok,
som ej deri finder nok.

Op med dit beklemte Sind,
kig kun i Guds Himle ind!
Hør hans Engles Sang,
se hans Helgens Rang,
dér skal du og staa en Gang!

Verden, Verden af dit Sind,
luk din Jesus ene ind!
Favn ham i din Tro,
lad ham i dig bo,
saa faar Sjælen nok sin Ro!