Der er en Vej,
som Verden ikke kender,
den "Livets Vej",
som ej er gjort af Hænder,
en Løngangs-Sti,
hver Sten forbi,
til Livets Land med Glædens Kilder.

Sig aabne maa
de tykke, mørke Skove,
os bære maa
den skøre, falske Vove;
det høje Fjæld,
det skumle Hel,
kan Livets Vej for os ej spærre.

Just for de smaa
er Løngangs-Stien lavet,
til trygt at gaa
i Ørken og paa Havet,
paa Troens Grund
i allen Stund,
ved Midnatstid som midt paa Dagen.

Den Vej paa Jord
til Himlens høje Sale
sig sælsomt snor
igennem Skyggedale;
som solsprængt Sky
af Dagen ny
paa Herrens Vej er hver en Skygge.

Vel tornestrø't
er Stien somme Steder,
men rosenbødt,
som Sorgen er med Glæder;
af Jesu Røst
opvokser Trøst,
med Rosen læges Tornestikket.

Den Vej paa Jord
til Livets Land og Lykke
er Jesu Ord
med Straaleglimt i Skygge;
de strække sig
til Himmerig,
hvor de kom fra, hvor de har hjemme.

Med Jesu Aand
Guds Menighed af Naade,
vi Haand i Haand
paa kærlig Børne-Maade
gaa trøstig frem
til Lysets Hjem,
til Fader-Huset i det høje.

Alt som vi gaa,
vi dog af Gud oplæres
til at forstaa,
vi hæves og vi bæres
i Ledebaand
af Livets Aand
og af vor Faders Engleskare.