Dig vil jeg elske, du min Styrke,
du giver Hjertet Fred og Trøst,
dig vil jeg ved min Gerning dyrke,
ved hver en Længsel i mit Bryst,
dig vil jeg elske, Frelser min!
O Jesus, kald mig din!

Dig vil jeg elske, du er Livet,
og fører mig paa Livets Vej,
dig vil jeg elske, du har givet
mig Lyset, det, som slukkes ej,
dig vil jeg elske, thi dit Blod
for mig du flyde lod.

Saa lang en Tid var du mig fremmed,
du, som dog først mig havde kær;
langt borte ledte jeg om Hjemmet,
som var med dig mig ganske nær,
thi Hjemmets Kærlighed og Fred
er der, hvor du er med.

Forkast da Barnet ej, som kommer
til Hjemmet paa sin trætte Fod,
og som i Verdens korte Sommer
trods al dens Pragt dog nu forstod,
at kun i din den faste Borg,
faar Sjælen slukt sin Sorg.

Dig vil jeg elske og tilbede,
min Herre Gud og Broder kær!
er Verden end med Spot til Rede,
og skal jeg Nød kun friste her,
dig vil jeg elske, Frelser min!
O Jesus, kald mig din!