Herren siger: Er I trætte,
falder Byrden eder svær,
kommer til mig! Jeg kan lette,
jeg vil lempe fjærn og nær;
Hvile-Aaret
er med mig til Verden baaret.

Alle knæ sig her må bøje,
ydmyg er jeg selv og spag,
ned dog med mig fra det høje
tog jeg Sjælens Hviledag;
hele Livet
Hviletid er dermed givet.

Mildt er Aaget, jeg paalægger,
saa det frit kan tages paa,
Byrden, som til alle rækker, 
let er den som Fjer og Straa;
thi med Pagten
følger Aanden, følger Magten.

Ja, med Aaget, som er Pagten
om forsagelse og Tro,
følger Aanden, Guddomsmagten,
Himmelbrev paa Sjælero;
Hvilen, Freden
findes i Guds-Kærligheden.

Jesus er den gode Hyrde,
Menigheden er hans Hjord,
Kærligheden er hans Byrde,
Moderskød for Hvile-Aar;
sødt de læres:
Byrde hans til Hvile bæres.

Gak da til den gode Hyrde,
hver en syndig sjæl husvild!
Under Navn af Aag og Byrde
Hvile han dig byder til,
Himmelfreden,
Livet i Guds-Kærligheden.

Skilt fra Løgn og Død og Mørke
skilt er Sjælen fra Uro,
lærer, midt i Verdens Ørke
Livets træ kan frodig gro,
inderst inde
Livets Flod kan rolig rinde.