Jeg ved et lille Himmerig,
det er saa let at finde,
hvor Tro og Daab ej fuldelig
gik Hjærterne af Minde!

Der han, om Hvem Guds Engle sang,
er selv i Kraft til Stede,
dér synger højt, som Fugl i Vang,
Guds Børneflok med Glæde!
 
Dér hører vi Guds eget Ord,
men ej med Tordenstæmme:
en sagte Lyd, med Guddomsspor,
i Hjærtet vi fornemme!
 
Det er Gud-Faders Julebud,
til alle smaa her nede,
om Sønnen Hans, den lille Gud,
i Krybben at tilbede.

Aands-Krybben er den gode Jord,
som aabner sig for Glæden,
déri det barnlige Gudsord
sig lægger ned som Sæden.

Da lytter vi med Liv og Lyst,
hvor der af Hjærtet tales, 
når Herren ved son Tjæners Røst
lyslevende afmales.

Det lifligt er at høre paa,
hvordan Guds Søn i Støvet,
som spæd en Gang i Krybben laa,
fuldførte Levnedsløbet.

Det himmelsk er at høre paa,
at han, som dyrt os købte,
guddommelig vil vandre saa
i alle sine døbte.

Han kalder Tro sin Moder sød,
hun kænder ham paa Røsten,
og føler dybt i Liv og Død,
hos ham er Himmeltrøsten.

Ved hvert et Helteskridt paa Jord
han hvisker til sin Amme:
Ja, Moder, naar jag bliver stor,
jeg gøre vil det samme.

Kun naar paa korset brydes ud:
Hvi vil mig Gud undfalde!
Han hvisker: Lovet være Gud,
det en Gang var for alle!

Og naar det lyder: Han opstod,
og Fængslet tog han fangen,
den lille hvisker: Moder god,
istem nu Sejerssangen!
 
Gid i det lille Himmerig
Guds Ord os saa husvale,
til i det store klarer sig
Gudsaandens Billedtale.