O, havde jeg dog tusind Tunger
og alle Toners bedste Klang,
hvor skulde Sjælens Lyst og Hunger
til Gud at prise denne Gang;
oprette sig et Paradis 
og mætte sig i Herrens Pris!

Bevæges alle grønne Skove,
lad høre hvert et Blad, din Lyd,
og hjælper mig min  Gud at love
slaar sammen højt til Sang og Fryd!
I Blomster, bøjer eders Pragt,
at ære med mig Herrens Magt!

Hid al den Del, som sig kan røre
og drager Aande i sit Bryst,
hid, hjælper mig min Tak fremføre
og laaner mig enhver sin Røst
til at ophøje Naadens Værk
som har omringet mig saa stærk!

Jeg har i mine Levedage
haft mange store Prøver paa,
at Gud i baade Fryd og Plage
har ført mig; jeg bekende maa,
han altid mig ved Haanden fik,
naar Vandene til Sjælen gik.

Bort baade Verdens Lyst og Smerte!
I skal ej trykke mer mit Sind,
til Himlen svinger sig mit Hjerte
fra eder bort til Tronen ind;
al Pris og Ære være dig,
trofaste Gud i Himmerig!

Din Godhed skal min Sjæl kundgøre
til Livets allersidste stund,
ja, naar min Tunge ej kan røre
sig mere i min svage Mund,
at prise dig, som den var van,
da stemmer jeg med Sukke an!

Den ringe Tak jeg her kan give,
forsmaa den ej, min Sjæleskat!
i Himlen skal det bedre blive,
naar jeg faar Engletonen fat!
i høje Kor jeg synger da
det evige Halleluja.