O, sad jeg som Maria sad,
med troens blikk så barneglad
op i min Frelsers øie!
Sad så ved morgen og ved kveld,
inddrak hans ord med tørstig sjæl,-
jeg glemte al min møie!

Var det min bedste morgendrik,
var det, når jeg til hvile gik,
min dug og aftensvale,
da lærte jeg vel mer og mer,
om al min trang, min sjæls begær,
med Frelser min at tale.

Da blev det vel og mere let
at vandre glad og virke ret,
da blev mig visdom givet,
da kjærlighed i hjertens grund
og lovsangstoner i min mund
udsprang til lyst for livet!

Her er jeg, Herre, hjertensven!
tal Du! så taler jeg igjen,
skjønt jeg er lav og ringe,
men Du almægtig, høi og stor!
jeg giver Dig dit eget ord,
selv kan jeg intet bringe.

Du siger, jeg har barnekår
evindelig hos Fader vor,
Du selv det til mig kjøbte!
Du siger, at din egen ånd
udløser mig af dødens bånd,
til livet han mig døbte!

Livsaligt ord er i din mund!
livsalig er hver stille stund
hos Dig på barnesæde!
der får vi mod, der får vi lyst
udi dit navn og ved dit bryst
til "fader vor" at bede!

Han giver, hvad vi beder om,
selv mig så fattig og så tom,
han rigdom vil forunde;
ja give nyt Mariasind
ved syn faderhjertet ind
og livets ord i munde.