Der sad en fisker så tankefuld
og hørte på Herrens tale;
så klang i øret ej sølv og guld,
ej sangen i havfru-sale;
på fiskerkvasen vor Herre sad,
og folk i mængde som blomst og blad
de lytted i land til Ordet.

Nu, Simon! sagde Gud Faders Ord,
da prædiken hans var ude,
læg alle årer nu fluks om bord,
dem lystrer jo vel din skude.
Far ud på dybet, og drag en dræt!
Det er på tiden, om jeg ser ret,
mig lyster med dig at følge.

Ja, læremester, han svared brat,
det kunne vi godt behøve,
vi sled forgæves den hele nat,
dit ord er dog værd en prøve!
For tvivl var Simon slet ikke fri,
men spejl, du tvivler, dig smukt deri:
Han gjorde, som Herren sagde.

Sin dont han passed, og vod han trak,
men fandt, det var over magten;
hans skude nikked, og voddet sprak,
så overhånds stor var dragten.
Da vinked Simon ad venner tro,
og fiskeladning fik skuder to,
så færdig de var at synke.

Der Simon Fisker det jærtegn så,
da Jesus han faldt til fode
og sagde: Herre, du fra mig gå!
Jeg er ikke af de gode.
Frygt ikke! svared vor Herre mildt,
jeg vil dig lære herefter snildt
lyslevende folk at fange.

Så fulgte Simon vor Herres kald,
hos Ordet gik han i skole,
og folk han fanged i tusindtal,
de skinne nu klart som sole,
og end er ikke på jord forbi
det store menneske-fiskeri,
som Herren og Simon grunded.

På jord end findes det færgelag,
som kaldes Sankt Peders Gilde,
så folk vi fange endnu i dag
og føre til livets kilde.
Fra verden føre vi dem til Gud,
hvor frit de evig gå ind og ud,
og glæden dem altid følger.

Med lys vi komme, med kors vi gå,
vi vil ingen sjæl bedrage,
de ved det alle, vi kalde på,
at verden de må forsage;
på snekken vajer det røde flag,
vort garn vi sætte ved højlys dag
og ej i de smalle sunde.

På hjertedybet vi fare ud,
hvor timeligt ej kan bunde,
der vod vi trække på Herrens bud
for, hvad ej vil gå til grunde;
hvo kun al verden, ej mer, attrår,
han ej et ord af vor mund forstår,
ham griber da ej vor tale.