Som: Dejlige Øresund

  Der, hvor vi stred og sang,
  der, hvor vort Ord har Klang,
hvor vi hver dog fik sit lille Rige,
  her i vort eget Hjem
  trænger sig ind og frem 
snart et Folk, hvem vi maa Pladsen vige.

  Det et det unge Blod,
  det er det friske Mod, 
snart det ta'r os Tømmen ud af Hænder,
  planter sig ved vort Bord,
  fører det store Ord, 
dristig op og ned paa Huset vender. 

  Tænk, om de tramped ned
  Frugten af al vor Sved,
Sæden, vi vor bedste Pleje skjænkte!
  Blev det en Hunnerflok!
  ja det var bittert nok, 
om den vore Tempelbuer sprængte.

  Men med det bedste frelst
  følges vi allerhelst 
af en Slægt, der selv har Ild og Kræfter,
  ej en, der tam og tom,
  blot i sin Svaghed from, 
kun kan tralle vore, Viser efter.

  Se, deres Tid er nær,
  snart har de Magten her, 
end paa Jorden er der Folkevandring;
  Skoler, I store. smaa.
  dertil I hjælpe maa, 
at det bli'r til Gavn med den Forandring.

  Tag Grothen under Tugt,
  retled hans frie Flugt, 
hold igjen paa Slægten den rebelske,
  ku ej det stærke Mod,
  køl ej det varme Blod, 
lær ham blot, hvad der er værdt at elske! 

  Øv ham i Vaabenfærd.
  men hjælp ham til især, 
hvad der er os helligt selv at hædre,
  kæmpe for det med Lyst,
  bøde paa vore Brøst 
og hvad vi gjør godt -- at gjøre bedre!