Signelil sad i kakkelovnskrog,
tårerne runde så stride.
Moderen stod med en nyttig bog
trolig ved datterens side.
Signelil græd for en elsket ven,
som til kampen var dragen hen
mod Saracenernes rige;
ynker den arme pige!

Himmelen var som aske grå,
stormen så hvinende varsled';
Signes befindende var som så,
nyligen havde hun barslet.
Moderen laved' en barselgrød,
salten tåre i grøden flød,
hun for sit barn monne græde,
moderens trøst og glæde.

Grøden var lavet, og moderen gik
den til sin datter at bære;
hjertelig tak hun af Signelil fik:
"Moder, velsignet du være!"
Moderen blev så hjerteglad,
Signelil spiste det hele fad,
sank så i dødens arme.
Himmelen sig forbarme!

Op sprang døren, og blodig og bleg
elskerens genfærd sig viste,
trådte til Signelil, studsed og skreg:
"Ak, hun tildøde sig spiste!
Var det din troskab, du falske mø?
Burde du ikke af længsel dø,
som det er skik i Norden?"
Ånden sank vred i jorden.

Mod'ren af skræk fik apopleksi,
livløs hun segned' på tilje.
Midnattens måne gik ruden forbi,
så på den stakkels familie.
Månen vender sit ansigt bort,
natten bliver nu ravnesort,
rædsomt uglerne tude!
Hermed er visen ude.