Da vårtoner løde
fra lærkernes bryst
og vakte det døde
til liv og til lyst,
da sad som i fængsel
vort higende mod,
da svulmed af længsel
vort vikingeblod,
da svulmed af længsel
vort vikingeblod. 

Ej kakkelovnskrogen
os hued som før,
da lukked vi bogen,
den blev os for tør,
da sejlet vi hejste
i knagende rå,
og lystig vi rejste
ad bølgernes blå,
og lystig vi rejste
ad bølgernes blå. 

Og nu vil vi haste
med håbet ved ror,
og nu vil vi kaste
hver sorg over bord,
og nu vil vi pile
mod vinkende kyst,
og så vil vi hvile
ved blomsternes bryst,
og så vil vi hvile
ved blomsternes bryst. 

Og sangen skal bruse
i skovenes fred,
så bøgene suse
forundret derved. 
Og bonden den skræmme
skal op af hans ro,
og pigen skal glemme
at malke sin ko,
og pigen skal glemme
at malke sin ko. 

Som trækfugle flagre
vi vidt over strand
fra hjemmet, det magre,
til glædernes land. 
Vær frejdig, vor håben,
hvad frygte vi for? 
Se, vejen er åben,
og verden er vor,
se, vejen er åben,
og verden er vor!