Nu titte til hinanden de favre blomster små
de muntre fugle kalderpå hverandre
nu alle jordens børn deres øjne opslå
nu sneglen med hus på ryg vil vandre.

Den kære Gud og skaber, den mindste ord er nær
han føder fugl og markens lilje klæder.
dog menneskenes børn har han allermest kær
Gud ånder på øjet, når det græder.

Guds søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå
hans vugge stod på jord foruden gænge
Guds himmeriges fryd har han lovet de små
og blomster fra Paradisets enge.

Guds søn har os så kær, han er børnevennen stor,
han bærer barnet op til Gud på armen
han storm og hav betvang, da han vandred på jord
men børnene leged' ham ved barmen.

O du, som os velsigned' og tog i favn de små,
en morgen se vi dig i Paradiset
du lærte os til Gud vore øjne opslå,
eveindelig være du lovpriset.