Længe nok har jeg Bondepige været,
Siddet paa Tærskel og spundet paa min Ten;
Længe nok har hun, tyske Frøken, blæret
Sig i mit Sæde, og jeg gnavet Ben.
Nu vil jeg glad
Sidde, hvor jeg sad,
Fremmest vil jeg gaa i de Dansendes Rad.

Mindes jeg kan, i hedenfarne Dage
Silke jeg sled i min Moders Rosengaard.
Rundt om mig sværmed Riddersvende strage,
Jeg gik med Guld og Perler i mit Haar.
Dronning jeg var,
Kronen jeg bar
Statelig i Dansen med Konning Valdemar.

Ak, men da maatte jeg onde Dage friste;
Sorte Grev Henrik min Husbond fangen tog;
Ind over gjennembrudt Gjærde sig mon liste
Vendiske Bander, og stedse frem de drog;
Bort man mig smed -
I Trællestuen ned;
Tyske Frøken dansed i Dannekvindens Sted.

Ikke til Hove stedes meer jeg turde,
Næppe hos Bonden man undte mig Ro;
Haardhed jeg led, og vaanded mig jeg gjorde,
Naar man mig stødte og traadte mig med Sko.
Bonden min Ven
Blev dog igjen,
Græd med mig i Stilhed mangen Aften hen.

Dagene skifte nu -- Gud ske lov de skifte!
Atter i Højeloftssale tør jeg staa.
Slag vel end vanker af tyske Frøkens Vifte,
Stolt hun end stritter, vil ej af vejen gaa.
Men trods al Strit,
Siger jeg frit:
»Dannekvinden danser af Kredsen Dig om lidt!«

Længe nok har jeg Bondepige været,
Siddet paa Tærskel og spundet paa min Ten;
Længe nok har hun, tyske Frøken, blæret
Sig i mit Sæde, og jeg gnavet Ben.
Nu vil jeg glad
Sidde, hvor jeg sad,
Fremmest vil jeg gaa i de Dandsendes Rad.