På det jævne, på det jævne -
ikke i det himmelblå! -
Dér har livet sat dig stævne,
dér skal du din prøve stå!
Alt, hvad herligt du kan nævne,
alt, hvad højt din sjæl kan nå,
skal hernede på det jævne
fast sin rod i livet slå.

Komme ned, se det er tingen!
dale glad som fugl fra sky,
når med sang den sænker vingen,
ikke falde tung som bly!
komme ned og slutten ringen;
være glad i kvæld og gry,
elske verden, hade ingen,
føle sig som født på ny!

I det høje! I det høje!
lyder det dig mere smukt?
Funkler sværmerisk dit øje?
Finder verden stolt din flugt?
Vil du ej dit hoved bøje
under livets strenge tugt?
Vil du ikke marken pløje,
før du høster markens frugt?

Ak, den kunst er tung at lære,
dyrkes kun af såre få,
den uendelige svære,
den: på jorden fast at stå,
den: sin himmel med at bære
overalt i hjertets vrå- 
den: sin skaber glad at ære
det store, i det små!

På det jævne skal du bygge,
på det jævne skal du bo!
Ej som krøbling, ej på krykke,
ej med dyrets dorske ro!
Med dit savn og med din lykke,
med dit håb og med din tro
skal du på det jævne bygge
op til stjernerne en bro!

På det jævne! På det jævne!
Altid i min sjæl det klang,
når med fantasiens evne
kækt jeg mig fra jorden svang.
Alt det andet vil sig hævne,
er kun splid og undergang.
På det jævne! På det jævne!
Det er livets sejerssang!