Du skønne land med dal og bakker fagre,
med grønne enge og med gyldne agre,
med kløfterne, hvor bækken
sig gennem krattet snor,
og langs med vejen hækken,
hvor fugleskaren bor! 
Skønne land! I din rige have
mindets blomst gror på heltegrave,
mindets blomst. 

En kampens pris din dejlighed er vorden,
en bejler korn fra syd og en fra norden,
den ene kom i glansen
af rigdom og af magt
og bød dig brudekransen
og herlighed og pragt. 
Fagre ord talte han med liste,
fagre ord mange hjerter friste,
fagre ord! 

Den anden rakte hånden jævnt og stille
og havde ikke mange ord at spilde,
dog var der i hans stemme
den gamle kendte klang,
som ingen kan forglemme,
der hørte den engang:
det var sang fra din barndoms dage,
minderøst om din fryd og klage,
minderøst! 

Thi du er vokset af hans egen stamme,
og du er fostret af den fælles amme,
og før han lod dig fare,
og før han dig forlod,
før ville han ej spare
sit bedste hjerteblod. 
Ej på skrømt fór hans sværd af skeden,
tunge slag drøned over heden,
tunge slag! 

Den fagre kampens pris har dansken vundet,
og bruden har sin rette brudgom fundet,
nu vil han jaord drikke
alt med sin liljevand,
og mellem dem slet ikke
er plads til tredjemand. 
Før hun skal rives fra hans side,
end en dyst tør vel dansken ride,
end en dyst!