Der var en Tid, da jeg var meget lille,
Min hele Krop var kun en Alen lang;
Sødt, naar jeg denne tænker, Taarer trille,
Og derfor tænker jeg den mangen Gang.
 
    Jeg spøged i min ømme Moders Arme,
Og sad til Hest paa bedste Faders Knæ,
Og kiendte Frygt og Grublen, Sorg og Harme,
Saa lidt som Penge, Græsk, og Galathe.
 
    Da syntes mig, vor Jord var meget mindre,
Men og tillige meget mindre slem;
Da saae jeg Stiernerne som Prikker tindre,
Og ønskte Vinger for at fange dem.
 
    Da saae ieg Maanen ned bag Høyen glide,
Og tænkte: gid jeg var paa Høyen der!
Saa kunde jeg dog rigtig faae at vide
Hvoraf, hvor stor, hvor rund, hvor kiøn den er!
 
    Da saae jeg undrende Guds Sol at dale
Mod Vesten ned i Havets gyldne Skiød,
Og dog om Morgnen tidlig atter male
Den hele Himmelegn i Østen rød.
 
    Og tænkte paa den naadige Gud Fader,
Som skabte mig, og denne smukke Sol,
Og alle disse Nattens Perlerader,
Som krandse Himmelbuen Pol til Pol.
 
    Med barnlig Andagt bad min unge Læbe
Den Bøn, min fromme Moder lærte mig:
O gode Gud! o lad mig altid stræbe,
At vorde viis, og god, og lyde dig!
 
    Saa bad jeg for min Fader, for min Moder,
Og for min Søster, og den hele Bye;
Og for ukjendte Konge og den Stodder
Som gik mig krum og sukkende forbi.
 
    De svandt, de svandt de Barndoms blide Dage!
Min Rolighed, min Fryd med dem svandt hen;
Jeg kun Erindringen har nu tilbage:
Gud lad mig aldrig, aldrig tabe den!