Det hvisker Dig i Eftertankens Stund:
Du er et Menneske, så lev derefter!
Om fattig eller rig, om syg, om sund:
Du fødtes til et Liv, brug Livets Kræfter.
 
Slår ikke Pulsen i dit Hjertes Kammer?
Den banker med sin Fordring på din Dør.
Hvem vandt et Slag, som frygted Slagets Skrammer?
Begynd dit Liv, om ej Du leved før!
 
Har Du en Udflugt? se Dig om i Stimlen;
Krumbøjet Gigt har gået hundred Mile,
Den skrantne lærde har afdækket Himlen,
Den lamme smeddet Viddets hvasse Pile.
 
Har Du en Udflugt, har Du ti for en.
Det gælder ej; lyt kun, hvor Pulsen banker.
Skær Dig en Gud af Marmorblokkens sten
Og slyng ham om med smidig-grønne Ranker:
 
Stærk i det store, støttet af det små. 
Betragt Dig kun som alle Verdners Hele;
Begynd at elske, dernæst at forstå,
Og styk Dig aldrig ud i halve Dele.
 
Tål i dit Skjold, i modet ingen Flænge.
Vær fast som Klippen, flydende som Sø.
Så kan Du hade dybt og elske længe,
Så har Du levet og forstår at dø.