Læg ud, min Gondolier, læg ud! 
min Gondolier, læg ud! 
Nu bringer Himlen Jorden Bud, 
at Natten forestår. 
Se, Aftenrödens sidste Glöd 
i Adriaterhavet flöd. 
Og Bölgen varm og silkeblöd 
mod Marmortrappen slår.

Der lå den underfulde Stad, 
den underfulde Stad 
med Kirkers og Paladsers Rad, 
i Glans, som Dagens klar. 
Da löfted sig med Et en Sang, 
en Stemme og en Citherklang, 
som frem av Bölgerne den sprang: 
»Veni fammi spirar!»

Alt hvad af Elskovs Kval og Lyst, 
af Kval og Lyst 
kan rummes i en Ynglings Bryst, 
i denne Stemme var, 
så lidenskabelig og öm 
som Livets bedste Sommerdröm, 
fik Luft i varme Toners Ström: 
»Veni fammi spirar!»