Fem dikter av Helena Nyblom

Det dufter så sælsomt i Skoven, 
Det hvisker omkring os: »Sommeren dör!» 
Om Himlens Hvælving foroven 
Der hænger et skælvende Dråbeslör. 
Hvem griber i klingende Strenge? 
Hvem nynner en bævende Sörgesang? 
De gulnede Poplers sagte Sus 
Sig blander med Bjærgbækkens Sölverbrus, 
Når ned den mod Dybet vil trænge. 
O lyt! det er Höstens Klang!

Det solklare Dage forsvinde,
Som Lysglimt glide ad Söen bort,
Et falmet blegnende Minde
Er Alt, hvad vi eje inden kort.
Hen over de slagne Enge?
Den sidste Trækfugl forlængst sig svang.
Et Afskedssuk gennem Skoven går,
Og Slutningsaccordens Toner slår
I Bjærgbækkens rislende Strænge
Med susende Sölverklang.

Se alt hvad dit Hjerte har ejet 
Som visnede Roser skal forgå. 
Så gold, som når Agren er mejet, 
Din Arbejdsmark skal omkring dig stå. 
Den Ven, du elsked så længe, 
Tilsidst skal gå bort för sidste Gang. 
Ak, gamle Ord til en kendt Melodie: 
»Forsvundet, fortabt, forglemt, forbi!» 
Det isner i Hjertets Strænge 
Ved Sommerens Afskedssang.

Er det Solglimt eller Löv 
som i Birkens Grene dirrer? 
Sælsomt det mit Blik forvirrer. 
Er det Solglimt eller Löv? 
Bag en Sky av gyldent Stöv 
synes mig de nögne Kviste 
ud i lyse Blade briste. 
Er det Solglimt eller Löv?

Er det Vintrens sidste Sne, 
er det Vårens Blomster hvide, 
der om Skovens Stene glide 
og i lyse Dynger le? 
Styrted Kuldens Rige sammen? 
Er det Vårens förste Stammen? 
Er det Blomster eller sne?

Er det Vinter eller Vår, 
hvorpå dine Öjne grunder? 
Er det Forårssol der stunder? 
Eller Sne der forestår? 
Årets dunkle Tegn forklar mig, 
o, du söde, svar mig, svar mig: 
Er det Vinter eller Vår?

Hvis Sorgerne vil trænge 
sig som Stene på din Sti, 
da gælder det at sprænge 
sig en anden Vej forbi. 
Men fölge de, som Hundene 
forfölge Hjortens Mod, 
så flygt igennem Lundene 
med Vinger på din Fod!

Har Den, du gav din Kærlighed, 
forrådt dit Hjertes Tro, 
så læg den hele Herlighed 
i Bunden af din Sko! 
Slip aldrig Smerten tyngende 
ind i dit unge Blod. 
Nej, træd den, tramp den syngende 
i Stövet for din Fod!

Og trættes du af Tvisterne, 
der suse dig forbi, 
og plage dig Philisterne, 
nu vel, så slå dig fri! 
Kan flyvefödt du kalde dig, 
du ej dig fange lod, 
men svinger fra dem alle dig 
med Vinger på din Fod!

Kom, kom, Yngling kom! 
Skynd dig, se dig ikke om! 
Spring, spring 
höjt over Stenene! 
Sving, sving 
dybt under Grenene! 
Tågerne fölge og mörknende, svale 
over dig dale, 
og Skoven er tom.

Kom, kom, Yngling kom! 
Skynd dig, se dig ikke om! 
Let, let, 
her skal du finde mig. 
Tæt, tæt, 
fast skal jeg binde dig. 
Alt, hvad du sögte på Menneskers Veje, 
det skal du eje, 
men skynd dig og kom!

Kom, kom Yngling kom! 
Skynd dig, se dig ikke om! 
Kast, kast 
alt, hvad der tynger dig! 
Hast, hast 
ind hvor der slynger sig 
sælsomme Ranker om Skovdybets stille, 
bundlöse Kilde. 
Så skynd dig og kom!

Kom, kom Yngling kom! 
Skynd dig, se dig ikke om! 
Kort, kort 
synes din Dröm hos mig. 
Bort, bort, 
hurtig dog skynde sig 
hundrede År af de lange og bange, 
mennesketrange. 
Kommer du? Kom!

Læg ud, min Gondolier, læg ud! 
min Gondolier, læg ud! 
Nu bringer Himlen Jorden Bud, 
at Natten forestår. 
Se, Aftenrödens sidste Glöd 
i Adriaterhavet flöd. 
Og Bölgen varm og silkeblöd 
mod Marmortrappen slår.

Der lå den underfulde Stad, 
den underfulde Stad 
med Kirkers og Paladsers Rad, 
i Glans, som Dagens klar. 
Da löfted sig med Et en Sang, 
en Stemme og en Citherklang, 
som frem av Bölgerne den sprang: 
»Veni fammi spirar!»

Alt hvad af Elskovs Kval og Lyst, 
af Kval og Lyst 
kan rummes i en Ynglings Bryst, 
i denne Stemme var, 
så lidenskabelig og öm 
som Livets bedste Sommerdröm, 
fik Luft i varme Toners Ström: 
»Veni fammi spirar!»