„Trætter Dig Livets Strøm?
Vaagn da fra Døs og Drøm,
Hører Du Propperne knalde?
See, som velsignet Regn
Over en solbrændt Egn,
Perlende Dugdraaber falde.

Yndige Farvespil,
Modnende Sommer-Ild
Straaler fra svulmende Ranker;
Druernes Gud er stor,
Rigt i hans Tempel boer
Jubel og glimrende Tanker.

Drik, som Du skal og bør,
Klag, om Du kan og tør,
Saa over Jordlivets Trængsler;
Sorgen gaaer strax til Ro,
Hjertet sig vugger jo
Huldt i livsalige Længsler.

Ud fra sit stille Hjem
Strømmer saa Sangen frem,
Vaarfriske Blade og Blommer;
Hver en Stund klar og ny!
Ja, under Rankens Ly
Smiler en evig Skjærsommer!

Staa ei der stum, men tal:
Er i en Jammerdal
Saa dine Timer henfløine?
Her, hvor os vinker sødt
Himmelblaat, Rosenrødt —
Læber og tindrende Øine!”