Aftenvind, med dine svale,
vædesvangre, friske Pust,
naar igjen fra Sarons Dale
hjem Du vender, sødt berust,
tag en Hilsen med i Følge
over Middelhavets Bølge!

Dejligt er der vist derhjemme;
nu er Vaarens Under skeet,
nu har Skoven faaet Stemme,
nu er Blomstersengen redt!
Mon endnu en Anemone
blaaner under Bøgens Krone?

Her er Sletterne forbrændte,
her er ingen løvrig Hal;
Blomster vel, men ej de kjendte,
ingen duftende Konval!
Syner, underfulde, skjønne!
Kupler! ak, men ej de grønne!

Stjerner, hulde Trøsterinder,
Venner i det fjerne Land!
Samme Straalekrans I binder
her som over Danmarks Strand!
Samme Billedskrift I tegne,
den, at Gud er allevegne.

Derfor under Østens Palme,
paa Judæas Tempelgrund,
synger jeg den samme Psalme,
som jeg sang ved Øresund;
nynner den med eensom Stemme,
men saa varmt som ej derhjemme.

Hjemvee drev mig jo herover
fra det fjerne Moderhjem
Hjemvee efter Jordans Vover,
Zions Høj og Bethlehem!
Tør jeg her saa sønligt sørge,
og om Bøgelunden spørge?

Sønligt, sønligt vil jeg sørge,
men som den fortabte Søn!
og om Faderhuset spørge,
som jeg har forbrudt iløn,
det, hvis Glans kan Taarer tørre,
det som end har aabne Dørre,
naar jeg banker med en Bøn.