Du, min Kjærlighed og største Lykke,
gjerne vilde jeg i Favn Dig trykke,
men en Stjerne staaer og leer deroppe,
saadan leer den Stjerne, at den triller
ned af Himlen, lige ned i Floden,
saa faaer Floden Nys om, at vi kysses.
Floden leer og klukker rundt om Baaden,
lystig gynger strax den Baad af Latter
og fortæller alt til Skipper Janko.
Janko leer og siger det til Mara,
til den lange Mara, til sin Kjærest,
slig en Sladderhank, som Folk er færrest;
og begynder Mara først at skumle,
leer de allesammen, saa de tumle.
— Ak, mit Stjerneblink, Du Stjerne lille,
sluk Dit Lys og sov, nu er det silde,
at jeg useet kan i Favnen trykke
al min Kjærlighed, min største Lykke.