Karen
(alene, kommer gaaende ind med Bindehosen i Haanden, 
sagte nynnende paa følgende Sang) :

Jeg pynted mig saa faur og fin
det gik til Dans i Lunden
jeg skulde træffe Kærest min
ja allerkæresten min.
Jeg havde bundet mig en Krans
af røde Roser til den Dans
men Troskab er Daarskab og Tant og Løfter saa lette i Munden.

Jeg dansed mig saa hed og varm
alt i den Dans i Lunden
han knuged mig saa tæt i Arm,
saa tæt i sin stærke Arm,
den første Dans den sidste Dans
det første Kys alt blev det hans
men Troskab er Daarskab og Tant og Løfter saa lette i Munden.

Han loved mig de røde Sko
alt til den Dans i Lunden
han loved mig sit Hjærtes Tro ,
sit Hjærtes dyreste Tro .
Hver Rose tog han i den Dans ,
til sidst han tog min Jomfrukrans
men Troskab er Daarskab og Tant og Løfter saa lette i Munden.

Jeg dansed mig fra Sans og Tid
alt i den Dans i Lunden,
jeg dansed mig min Kind saa hvid,
min Kind saa bleg og saa hvid .
Men kalder han, er end jeg hans
den første Dans den sidste Dans,
skønt Troskab er Daarskab og Tant og Løfter saa lette i Munden.