Fem Sange af Oscar Madsens Den Flyvende Hollænder

Karensynger til sit Arbejde
I Klitten gror ej Roser,
ej fløjter Nattergal i Træ,
kun Flyvesand og Marehalm
mod Vestenvind gi'r sparsomt Læ,
og Hytterne er trange .
Dog Dag for Dag
hvert Bølgeslag
mod Revlens Kind
bær Bud herind
fra Havets stærke Sange.

Jeg vèd etsteds i Klitten
det alleryndeligste Sted
at sidde med sin Hjærtenskær,
som ikke vil sin Brud Fortræd ,
og drømme Timer lange,
mens Taagens Gus
og Stormens Sus
os bær forbi
hin Melodi
fra Havets stærke Sange .

I Klitten gror dog Roser,
der synger Nattergal i Træ
for den, som ved at søge ret
bag Marehalmens spinkle Læ
iblandt de Hytter trange .
Du lille Fugl !
fra Redens Skjul
syng du kun kækt
din Sang, i Slægt
med Havets stærke Sange .

Lars
Om ikke I tror mig, saa hør en Gang
om den flyvende Hollænder Sømandens Sang :

Naar i Magsvejr det prajer fra Toppen ,
ohøj dèr en jagende Sejler i Læ
og du ser over Bølgekammen,
hvor Havet med Luft flyder sammen,
et knejsende Mastetræ,
der vokser gesvindt med en Fart som et Uhrs
og rykker dig nærmere, krydser din Kurs
skønt slet ingen Sejl det har oppe
Saa er det nok ikke en hamburgsk Brig,
ingen engelsk Bark
eller Noahs Ark
nej , det er den flyvende Hollænders Rig ,
du ser over Bølgernes Toppe.

Naar i Magsvejr du døser med Kroppen
ohøj dèr en jagende Sejler i Læ
du kan tro, at du glemmer din Skraver,
og letter dit sløje Kadaver,
om du ej er det sølleste Kræ.
Saa pas dine Pumper, beslaa dine Sejl
det kan blæse til Storm fra en Sø som et Spejl
da gælder det, hver Mand er oppe .
For saa er det ikke en hamburgsk Brig ,
ingen engelsk Bark
eller Noahs Ark
nej, det er den flyvende Hollænders Rig ,
du ser over Bølgernes Toppe.

Karen
(alene, kommer gaaende ind med Bindehosen i Haanden, 
sagte nynnende paa følgende Sang) :

Jeg pynted mig saa faur og fin
det gik til Dans i Lunden
jeg skulde træffe Kærest min
ja allerkæresten min.
Jeg havde bundet mig en Krans
af røde Roser til den Dans
men Troskab er Daarskab og Tant og Løfter saa lette i Munden.

Jeg dansed mig saa hed og varm
alt i den Dans i Lunden
han knuged mig saa tæt i Arm,
saa tæt i sin stærke Arm,
den første Dans den sidste Dans
det første Kys alt blev det hans
men Troskab er Daarskab og Tant og Løfter saa lette i Munden.

Han loved mig de røde Sko
alt til den Dans i Lunden
han loved mig sit Hjærtes Tro ,
sit Hjærtes dyreste Tro .
Hver Rose tog han i den Dans ,
til sidst han tog min Jomfrukrans
men Troskab er Daarskab og Tant og Løfter saa lette i Munden.

Jeg dansed mig fra Sans og Tid
alt i den Dans i Lunden,
jeg dansed mig min Kind saa hvid,
min Kind saa bleg og saa hvid .
Men kalder han, er end jeg hans
den første Dans den sidste Dans,
skønt Troskab er Daarskab og Tant og Løfter saa lette i Munden.

Kaptejnen
(ser vist paa Agnete ) 
De kender ham — dømmer jeg ret Deres Øjne.  —

Drages du ung fra det fædrene Tag,
fra Hjemmets den rygende Gryde ,
mærker du Blodet i higende Jag
dig kækt gennem Aarerne syde ,
svulmer din Udvé mod Synskredsens Spejl
af Ejlande lokkende blide
den flyvende Hollænder laaner dig Sejl
og bærer dig ud paa det vide.

Tumles du saa paa den gyngende Færd
Ungdommens stormfulde Dage,
prøves din Vilje og vejes dit Værd,
maa Reb du i Sejlene tage,
knytter du Næven mod Himmelens Hvælv
i Timer fortvivlede , stride
den flyvende Hollænder bor i dig selv
og bærer dig frelst paa det vide.

Han er i dig selv med det bedste, du har,
din Ungdom, der aldrig vil stænges ,
staar hos , naar din Tanke er stræbende klar,
og tit, naar du drømmende længes ;
han skammer dig ud, naar du sløvet vil tæt
under Land over Lavvandet ride
den flyvende Hollænder aldrig bli'r træt
af at kalde dig ud paa det vide.

Og længes din Skude at søge en Havn
ved trygge og hjemlige Kyster,
og længes du selv mod et Bo og en Favn,
mod at glemme de farende Lyster ;
fandt Fred du end under det huslige Tag
med Hustru og Børn ved din Side
den flyvende Hollænder kommer en Dag
og lokker dig ud paa det vide .

Saa er du omsider helt gammel og trist,
og det stunder mod Ende paa Legen .
Da skér det, du hører en Stemme tilsidst,
en Stemme, der ligner din egen .
Den melder om Livets den brusende Sø
og faar Oldingens Blod til at glide .
Den flyvende Hollænder aldrig kan dø ,
som drager din Sjæl mod det vide .

( Alle har staaet tavse under Kaptejnens Replik. Nu bryder Funk Stilheden,
hen til den betagne Agnete.)

Arion
( med klædelig Beskedenhed) .
Det hele er en ganske almindelig Historie .
(Stemmer sin Strængeleg og synger:)

„Det banker paa Skønjomfrus Dør
ved Nattetid o hør, o hør,
hvem staar vel dèr for Ruden ?
Hun lukker Vindvet smaat paa Klem :
„Hvo du end er, saa sig det frem ! "
Men intet Svar foruden
de Nattevindes Tuden.

Det banker paa med iskold Kno
ved Nattetid — din Nattero
den vender ej tilbage.
Du kaster dig paa Lejet træt :
Skønjomfru , staa kun op og let
saa tyst, som du kan tage
alt paa din Vindus-Knage.

Med tangsnoet Haar, med havvaad Kind
ved Nattetid han kigger ind ,
ind i det Jomfrukammer.
„ Og er det dig, skøn Havmand kaad,
jeg tørrer dig din Kind for Graad
og gaar, hvorfra du stammer ,
til Havet uden Jammer. "

Saa slog han da en iskold Arm
ved Nattetid om Jomfrubarm ;
det gik mod Dybets Sale .
Hans Latter over Bølgen klang.
Og Takten til den Havmands Sang
slog Fisken med sin Hale
den kunde ikke tale!