Solen staar lavt paa Himmelens Hæld,
saa dristige flyve mine Tanker.
De ville sig dykke i Straalernes Væld
bag de løftede, glødende Banker; 
de ville sig rejse i Søen et Slot 
af Marmorets funklende Fliser; 
dér vilde jeg sidde som Sangens Drot
og synge mine dejligste Viser.

Saa vilde jeg stævne til Hove en Hær 
af yndige Piger og Drenge,
de skulde i Aftenens blussende Skær
stemme deres fineste Strenge.
Den skældækte Lyre, den Perlemors Luth
skulde mine Sange ledsage;
det var en Serenade, min dyreste Glut,
hvortil ingen Mester vidste Mage.

Fra Slottet af Marmor, fra Straalernes Væld
klang Tonerne hen over Søen;
min Pande den løfted sig højt som et Fjæld,
jeg troned som Hersker over Øen.
Da rev jeg fra Panden det prunkende Guld
og knæled paa Marmorets Flise,
og kaldte mig en Tigger: var Du mig ikke huld
og vilde ikke lytte til min Vise.