Sange til Texter af Holger Drachmann , opus 26

Hvergang Du var gaaet, saa tænkte jeg paa 
-- O mine rolige Drømme! --
paa Alt, hvad jeg vilde Du skulde forstaa;
men aldrig til Læben kan Ordet naa',
dine Øjne varsler mig Fare.
Der brænder en spørgende Ild i dit Blik.
Jeg tør ikke svare.

Hvi vil Du forfølge den Flygtende saa?
-- O mine rolige Drømme! --
Hvergang Du berører den klirrende Slaa, 
det er, som jeg skulde i Angst forgaa;
hvi kan dog den Leg Dig fornøje? 
Men fødtes Du stærk, saa benyt ej din Magt. 
Vogt paa dit Øje!

Solen staar lavt paa Himmelens Hæld,
saa dristige flyve mine Tanker.
De ville sig dykke i Straalernes Væld
bag de løftede, glødende Banker; 
de ville sig rejse i Søen et Slot 
af Marmorets funklende Fliser; 
dér vilde jeg sidde som Sangens Drot
og synge mine dejligste Viser.

Saa vilde jeg stævne til Hove en Hær 
af yndige Piger og Drenge,
de skulde i Aftenens blussende Skær
stemme deres fineste Strenge.
Den skældækte Lyre, den Perlemors Luth
skulde mine Sange ledsage;
det var en Serenade, min dyreste Glut,
hvortil ingen Mester vidste Mage.

Fra Slottet af Marmor, fra Straalernes Væld
klang Tonerne hen over Søen;
min Pande den løfted sig højt som et Fjæld,
jeg troned som Hersker over Øen.
Da rev jeg fra Panden det prunkende Guld
og knæled paa Marmorets Flise,
og kaldte mig en Tigger: var Du mig ikke huld
og vilde ikke lytte til min Vise.

Du Klang, som, engang vakt.
Gav Mod min bange Stemme,
Du har paa Læben lagt
De Ord, som dybt i Hjertet havde hjemme.
Nu slynger Tonen sig
Om Ordet blidt, fortrolig,
Og kalder ømt paa Dig
I Nattens Stund ved Døren til din Bolig.

Og hvis min Stemmes Klang
Har Gjenlyd hos Dig funden,
Og hvis min simple Sang
I Nattens Luftning sporløst ei er svunden,
Da lær imorgen mig,
Naar vi ved Stranden vanker,
Hvorledes Sangen sig
Har slynget ind i dine Drømmes Tanker. 

De andre har plukket Dig Blomst paa Blomst, 
plukket Skaalen fuld,
og lagt omkring Randen en Ring af det Guld,
som de røved fra Stjernernes Himmel. 
Jeg ligger i Græsset, jeg fik min Bekomst;
hvor er mine Sange? jeg har kun et Suk; -- 
Du er altfor vidunderlig, altfor smuk, 
din Dejlighed gjorde mig svimmel.

Lad Sangen kun klinge i Slottets Sal,
jeg er ikke med.
Min Kjærlighed søger det skjulteste Sted;
dér vil den synge sine Sange.
Jeg vrager det Flitter, de Andre stjal,
nøgen er min Harpe, kun fattigt mit Kvad, --
men hvis Du mig vinked og bønlig bad,
da stod jeg i guldslagne Spange.

Da tren jeg i Salen, saa Sangen tav,
med mit Sværd i Haand.
Min Harpe var smykket med Silke og Baand,
den skulde vel Visen forandre.
Lad høre, hvad synger det Sanger-Laug!
Blomster vil I byde den straalende Viv: --
men jeg byder min Ære, byder mit Liv.
Hvad bliver saa Rest for de Andre? 

Du sidder i Baaden, som svømmer,
  sænket i Bølgens Musik;
  dine dejlige Øjne drømmer,
  mod Skyerne vendt dit Blik.
  Mod Aftenens taarnede Skyer
  stiger dit Hjertes Begær;
  de vinker saa lokkende nær,
  de daler, de letter, de flyer.

Men disse taarnede Skyer,
  som gløder i Purpurskær,
  som vinker og, vinkende, flyer
  og synes dog stedse nær,
  de staar som et Billed paa Sorgen,
  et Spejl paa forgængelig Lyst;
  de fylder med Solskin dit Bryst --
  og bliver til Regnvejr imorgen.

Jeg ser for mit Øje
som det fineste Spind
af Traade, der funkler i Solens Skin;
jeg lukker mit Øje.
Ak, Du har jo flettet
det Tryllespind,
Du, som har gættet
Rosen paa min Kind.
Og jeg synker i Rosendufts Drømme ind;
mine Læber mod dine sig bøje.

Jeg gaar som i Blade
af den flagrende Vaar,
det gynger paa Blomster, hvorhen jeg gaar;
en bølgende Flade.
Ak kunde jeg tage
Dig, Elskede, med.
kunde vi drage
langvejs til et Sted:
da lad Bølgen kun rive i Dybet os ned;
vore Livsens Timer var glade.

Jeg hører din Stemme.
Det er Fuglenes Sang
og Hjortens, som kalder paa Hind over Vang.
Hvor skal jeg mig gemme?
Ak, vilde jeg flygte
til Jordens Rand,
naar Du kun mig søgte,
var jeg der paastand.
Der er Fugl, der er Hjort i det fjærneste Land:
over Verdener rækker din Stemme.