Alle tro Veninder, mine Plejemødre,
Alle smukke Piger, mine Legesøstre!
Hvad er snarest borte, hvad er hurtigst svundet,
Buen over Himlen med de tusind Farver,
Eller Regnens Draaber over Markens Kløver,
Eller Pigens Vrede mod sin Hjertenskjære?
Jeg blev vred paa ham, jeg elsker over alle,
Intet Ord jeg vilde til min Kjærest sige,
Jeg var aldrig mild, og han tav ganske stille.
Al min Kjærlighed i Sneen jeg begraved,
Og min Vrede grov jeg ogsaa ned i Sneen,
At min bedste Ven jeg skulde helt forglemme.
Men ved Foraarstide, dengang Sneen smelted,
Løstes Vreden op og risled bort med Vandet,
Men i Engens Band slog Kjærligheden Rødder,
Og sprang ud i mange, lyserøde Blomster.
Det var hellig Fest, det var den store Søndag;
Jeg stod tidligt op og vandred ned ad Vejen,
Og paa Vejen mødtes jeg med ham, jeg elsker,
Mine klare Øjne slog jeg ned til Jorden,
Og jeg talte til ham: »Christus er opstanden!«
Og han svared: »Christ er sandeligt opstanden«,
Og han kyssed mig paa Munden og paa Panden
— Alle tro Veninder, mine Plejemødre,
Alle smukke Piger, mine Legesøstre,
Jeg vil aldrig vredes paa min Hjertenskjære!